Jubilæumstaler

 

Foreningens nuværende formand, Ingelise Nørgård, bød velkommen

Velkommen til denne jubilæumsmatinè. Velkommen til denne familiefest.

Når jeg kalder det en familiefest er det fordi jeg ved at læse i de papirer, der dokumenterer  alle de mange projekter,  udstillinger, nedture, uenigheder, tilfældigheder, der udgør Pavillonens historie, oplever lidt af det samme, som når man læser en slægsroman.

 Som i enhver familie var der ind imellem splid og ballade. Det gik ikke stille af i begyndelsen, nogle forsvandt, andre kom til. Men det er mit indtryk at da man fik fod under eget bord i Søndergade og van Quang blev den daglige leder, kom der en  en god tid, hvor Aalborg Kunstpavillon etablerede sig og markerede sig , som  det sted, hvor det var attraktivt for nordjyske kunstnere at høre hjemme. Efter sølvbrylluppet i 2001 belønnede man sig selv med en slægtskrønike. Det var gode tider.
Men ikke længe efter at familiens overhoved, Van Quang,  valgte at nyde sit otium et andet sted, begyndte besværlighederne igen. Udefrakommende faktorer gjorde, at man måtte flytte fra slægtsgården og flytte i bofællesskab. Ikke alle kunne forlige sig med det givne fællesskab. Nogle drog i eksil, men de fleste blev heldigvis og hjalp til med at indrette det nye sted og få det til at fungere.
Og nu sidder vi så her og holder den første familiefest på dette nye sted. Foruden mad og drikke skal der til alle gode familiefester være nogle indslag, der leder tankerne hen på de gode gamle dage.  Vi har droppet festsangene, men kan glæde os til nogle bevingede ord fra de tidligere formænd Bent Axel Olesen, Leif Gissel, Kirsten Algren, Mona Jensen og ikke mindst Torben Wendelboe, der sammen med   Van Quang,  også har gennemset de gamle papirer og foretaget den udvælgelse, der har resulteret i den fine historiske udstilling I kan se i de bagerste rum. Tak til jer alle,  fordi I vil stille op

De folk, der startede det hele var en del af jazzmiljøet i Aalborg og til sidst vil bestyrelsesmedlem og tidligere revisor, Peter Sawman causere over tidligere tiders festlige stunder med jazzmusik og i løbet af eftermiddagen , vil Laila Amstrup med sit jazzorkester fylde dette rum med nogle af de toner, I husker fra Søndergade.

Kunstnerne, medlemmerne af Det Kunstneriske Råd har bidraget med de værker, I ser i de to forreste rum her. Det var dejligt at være til stede, da I kom med jeres værker. Mange af jer benyttede lejligheden til at drikke en kop kaffe og få en sludder med kolleger. Jeg fornemmede noget af den gode gamle stemning fra Søndergade.

 Det er også skik at kigge fremad ved den slags lejligheder.  Marianne Rønnow og Kristin Falk Saghaug,  har kreeret et visionsrum, hvor I kan se Dkr kunstnernes visioner projiceret op på væggen og hvor I selv kan give jeres bidrag med kridt på gulvet

 

Og lad os så få gang i  festlighederne. Jeg giver først ordet til Aalborg Kunstpavillons første formand, Bent Axel Olesen.

 

Tidligere formand og tidligere leder af Aalborg Kunstskole, Leif Gissels  tale

 

Selv om det hele en overgang der midt i 70erne så sort ud, så kom der dog noget positivt ud af den sag.
Det massive tryk fik kunstnerne til at rykke tættere sammen.
Aalborg kunstpavillon blev, efter en besværlig fødsel, en realitet.
I efteråret 1981 kunne man indvie  Aalborg Kunstpavillon i Søndergade 20 med en udstilling af 30 nordjyske kunstnere.
Jeg husker det var daværende Borgmester Kaj Kjær, der klippede snoren, og han udtalte herunder bl.a. at Aalborg Kunstpavillon var et af de bedste kulturelle tiltag kommunen endnu havde støttet.

Økonomien var baseret på, at kommunen betalte husleje (det var jo en kommunal bygning) varme, lys og rengøring.
 Driften af udstillingsvirksomheden måtte vi selv tage os af. Indtægterne til driften kom fra medlemskontingentet og fra en procentdel af det, som blev solgt på udstillingerne.

Som ansvarlig for husets drift stod en forening med en valgt bestyrelse hvori der var et flertal af kunstnere.
Der blev etableret et kunstnerisk råd hvor alle udøvende kunstnere var med, blot de var medlem af foreningen.
Men i disse første år kom der for alvor gang i driften.
Kunstnere kunne anmode om at få lejlighed til at udstille i Søndergade 20.
Bestyrelsen nedsatte et udstillingsudvalg, og dette udvalg besluttede så hvilke kunstnere og hvornår de kunne udstille.
Programmet var, en ny udstilling hver måned dvs. Tre uger med udstilling og en uge hvor udstillingen kunne tages ned og den næste hænges op.
I en lang periode havde vi fernisering lørdag middag kl. 13.
Der kom masser af anmodninger, så det gik slag i slag med 10 udstillinger om året.
Jeg har talt lidt på, at i de år hvor jeg var aktiv, har jeg været med til at arrangere og åbne 60 – 70 udstillinger.
Udstillerne var både med en enkelt kunstner (seperatudstillinger), somme tider fik vi to eller flere til at slå sig sammen, således at der både var noget til gården og gaden, til gulvet og til væggene.
Ind imellem blev der lavet gruppeudstillinger med etablerede sammenslutninger.
Den lokale gruppe ”Sæhrimner” var en af de første grupper, der udstillede i Pavillonen.
De slutter året 1982 af med en stor udstilling, uden at der var gæster med.
Folkene fra Sæhrimner indtog en central plads i hele arbejdet omkring pavillonen. Jeg havde besluttet at jeg ikke ville nævne navne i dette indlæg, for der var så mange involveret, at det bare ville blive til en lang opremsning.
Jeg kan dog ikke lade være at nævne afdøde kunstner Karsten Amstrup, som var en af dem der virkelig skubbede på.og som var igangsætter for mange ting.
Den næste udstilling ”Sæhrimner” lavede i Pavillonen var i påsken 1884, hvor der foruden de syv faste medlemmer var to gæster med. Ved ferniseringen blev der budt på jazzmusik og bal, og i påskedagene opførtes en ”Kanarievogel kantata”- og ”Det blå rum” af Oskar Vela.
I 1986 udstiller gruppen igen i pavillonen. Gruppen tæller nu ti faste kunstnere.
Keramikeren og multikunstneren Thorvald Odgaard havde til  den udstilling bl.a. andet udført en buk i støbejern, som gennem årene kom til at føre en omskiftende tilværelse.
Den blev så vidt jeg husker købt af Kommunen, den stod på en plade med hjul under og var en overgang placeret udenfor  i Kunstpavillonens gård.
Den blev kaldt syndebukken og ved diverse arrangementer i Aalborghallen blev den rullet ind på scenen og de kommunalpolitikere, der havde kvajet sig i årets løb, kunne få lov at få en ridetur på syndebukke, d.v.s. blive trukket hen over Aalborghallens scene for at blive renset og få aflad. De fik så en pris der hed ”Årets syndebuk”. 
På et tidspunkt havnede bukken i Aalborghallens kælder, og i lang tid vidste vi ikke rigtig hvor den var.
Men jeg har set et billede af den i den sidste udgave af Pavillon nyt, så den eksisterer åbenbart endnu.

Efter Sæhrimners udstilling i 1986 blev en del af værkerne flyttet over i Nørregade i indgangen til Medborgerhuset, og her gennemførtes så et ”kom og mal” projekt, hvor alle borgere, unge som ældre, under kyndig vejledning kun prøve at male på de lærreder, der var anbragt på en mængde staffelier i hele indgangs portalen.
Sæhrimner udsmykkede samtidig det store glasvindue over indgangen.

Af og til gik der jo flere dage med at hænge en udstilling op, og det var kunstnernes eget ansvar at få udstillingen etableret. Så nogen gange mødte udstillerne op med soveposer og underlag og overnattede på stedet.
Andre gange gik det hurtigere. Jeg husker en kunstnergruppe fra Vestjylland, som om fredagen stadig ikke havde mødt op.
Jeg ringede til dem og fik at vide at de kom lørdag morgen, så det kunne de sagtens nå, der skulle jo ikke være fernisering før kl.13.
Vi stod klar lørdag formiddag med vin og chips og nogle musikere, der skulle spille i forbindelse med åbningen.
Men problemet var, at vægge og gulve var helt tomme.
Det begyndte at blive ret nervepirrende, og kl. Ca. 11.30 blev næstformanden enige om, nu måtte vi vist hellere gå en lille tur for at finde ud af hvad vi nu skulle gøre. Mens vi så sad på vores Stamværtshus Romantica i Algade med en stimulerende flaske øl, sad der længere inde i lokalet et ungt par, der så meget lykkelige ud. Pigen kom hen til vores bord og fortalte at de skulle hen i Medborgerhuset kl. 12, altså om et kvarter og giftes. Nej da til lykke med det, sagde vi. Ja, men problemet var, at de ikke havde nogle vidner, og om de ikke godt måtte bruge os. O.kay sagde vi og herefter spurtede vi hen i Medborgerhuset, og fik det unge par gift.
Nu var klokken efterhånden blevet over tolv, og vi skyndte os tilbage til Kunstpavillonen.
Nu var de første af de seks udstillende vestjyder mødt op, og snart kom de andre med hver deres seks malerier. Der var en god stemning ikke så meget pjatteri. På tre kvarter var hele udstillingen klar,
og det var ”ent så ræng endda”.

 En lidt speciel udstilling blev der også plads til. En af byens koryfæer var maleren Leo Thellefsen.
Han havde i mange år udstillet på Charlottenborg og sad nu i cencurkomiteen derovre.
Han sad også i vores bestyrelse og en dag forespurgte han, om det ikke var noget for Kunstpavillonen at lave en udstilling med nogle af de gamle guldaldermalere. Vi kiggede uforstående på hinanden. For det første var det ikke lige den linie, der var lagt for udstillinger i Pavillonen. For det næste var vi overbeviste om, at det sikkert  ville blive meget dyrt.
Nej, sagde Leo Thellefsen, han var bekendt med, at der var en hel portrætsamling af de gamle malere som vi kunne låne gratis, vi skulle bare selv sørge for transporten frem og tilbage og så skulle vi have en forsikring og en tyverialarm.
Det mente vi godt vi kunne klare, og jeg gik straks i gang med at finde et firma som kunne være ansvarlig for en sikker transport af billederne.
Vi rådede jo ikke over mange penge, så Jeg bad firmaet lave et tilbud som vi kunne tage stilling til. Vi hørte ikke noget i et par uger, før vogmanden pludselig en formiddag kom ind i pavillonen, hvor jeg gik helt alene. Nå, sagde han, det var de her dyre billeder fra Charlottenborg.
 ja, sagde jeg , men hvad koster det så at få dem herover.
Jeg har dem ude i bilen: sagde han. Jeg var lige en tur i København, så jeg tænkte nu kan jeg lige så godt tage de billeder med til Jylland, så bliver det lidt billigere.
Herefter gik ham og jeg i gang med at slæbe guldalderbilleder over gården og ind i pavillonen.
Der var 25 - 30 malerier og med stor forsigtighed kunne vi hver bære to ad gangen.
Så pludselig så jeg mig selv med et fantastisk selvportræt af P.S. Krøyer i den ene hånd og et billede at Wilhelm Hammershøj i den anden. Og vognmanden, der gik foran, havde et billede af Michael Ancher og Anna Ancher i hver sin hånd.
Pas nu på sagde jeg til ham, der er mange penge i spil her.
Det var naturligvis ikke en salgsudstilling, men det blev virkelig en udstilling, der gav genlyd i hele landsdelen.
Som nævnt var en stor del af indtægterne baseret på medlemskontingentet, samtidig havde vi en forpligtelse overfor kommunen at gøre stedet socialt og folkeligt, og der var altså nogen gange vi godt kunne se bunden i pengekassen.
Som tiden den gik, var der nogle medlemmer, der ønskede at forøge indtægterne at forøge interessen for huset. Med andre ord gøre udstillingshuset mere folkeligt. Det var jo også noget som kunne være med til at få større goodwill fra kommunen.
Et af midlerne hertil var at lave nogle arrangementer, der kunne trække flere medlemmer til.
Det var der ikke helt enighed om i bestyrelsen. Men flertallet ønskede der at kom flere aktiviteter i huset. Så nu blev der arrangeret kunstneriske foredrag ,værkstedsbesøg hos kunstnere, og meget andet.
I denne periode havde jeg truffet provokatøren og multikunstneren Jens Jørgen Thorsen, der havde en udstilling på Dronninglund kunstcenter. Jeg spurgte om ikke han kunne tænke sig at holde et kunstnerisk foredrag uden honorar, i Kunstpavillonen. 
Det ville han gerne, men så skulle jeg til gengæld hjælpe ham med at få lavet en skulptur på Gammeltorv, foran Budolfi kirke.
Han boede hos mig i en uges tid og startede med, på min skrivemaskine, at lave en beskrivelse af den skulptur, han kunne tænke sig.
Som jeg husker det, så skulle den være ca. tolv meter lang og otte meter høj, og bestå af den mængde bilvrag, der ca. blev skrottet i Ålborg på en dag. Der skulle være både masser af lys, lyd, bevægelse, og flere balkoner hvor folk kunne stå og kigge ud over byen.
Det eneste vi manglede var bare en godkendelse fra Borgmesteren, kulturrådmanden, stadsarkitekten og politiet. Endvidere ville han gerne have Direktøren for Nordjyllands Kunstmuseum, på dette tidspunkt Lars Rostrup Boyesen inddraget.
Så i flere dage susede vi rundt til myndigheder og private kunstnere for at samle opbakning. Der var ikke rigtig nogle, der pladask faldt for ideen. Da vi f.eks. kom ind på Rostrup Boysens kontor på museet, så vi lige bagdelen af museumsdirektøren der forsvandt ud af en anden dør.
Men sjovt og spændende var det. Og jeg husker, da Jens Jørgen for kunstpavillonens medlemmer, skulle holde sit foredrag om verdenskunsten, så startede han med at stå på hovedet på bordet og han skilte næsten klaveret ad, for at hans introduktionsmelodi, en boogie - woogie , kunne blive høj nok.

Pavillonen fik således gennem årene mere og mere karakter af et aktivitetshus. Men vi holdt fanen højt.
aldrig gik vi på kompromis med den kunstneriske linie, Var var enige om, at det der blev udstillet skulle have et vist kunstnerisk niveau.
Vi lavede forskellige arrangementer i salen i forbygningen, som vi efterhånden godt kunne låne.
Det blev til en del jazzkoncerter med nogle af landets bedste musikere, og så var der dans bagefter.
En søndag eftermiddag lavede vi salonmusik og dans, med folk fra byorkesteret. Bestyrelsens damer og ægtefæller bagte kager. Det blev en fantastisk eftermiddag med kaffe og blødt hjemmebag, som vi solgte og fik på den måde penge i kassen.
Danmarks radio fandt arrangementet så interessant, at de sendte en OB-vogn ned i Søndergade og hele arrangementet blev transmitteret i radioen.

En anden aktivitet jeg husker er, at vi deltog i det årlige karneval. Thorvald Odgård, der foruden at være  keramiker, også er  trommeslager, tog kontakt til nogle af byens bedste trommeslagere.
Jeg tror der var 20 trommeslagere, der øvede sambarytmer i gården og inde i pavillonen.
Det år startede der optog flere steder i byen, som så alle skulle mødes på Gammeltorv.
Jeg tror det største og bedste optog det år, startede fra Søndergade 20, med trommer, blæsere og udklædte sambadansende Kvinder, mænd og børn.
Af og til lavede vi også forskellige kunstneriske tiltag i pavillonens gård.
Alt sammen med det formål, at udvide interessen for Aalborg Kunstpavillon.

Så begyndte vi at erkende at der manglede en skole for kunst i Aalborg.
En dag kom Kjeld Ravn Dalsgaard til mig og sagde: ”vil du ikke være med til at lave en kunstskole, indtil videre kan vi jo bruge pavillonen om aftenen til undervisning.
Således gik det til at Aalborg i 1984 fik en kunstskole, som fungerede under fritidsloven.
Det varede heller ikke længe før vi havde fået os gaflet ind på alle lokalerne i forbygningen.
Nu hedder den vist Nordjyllands kunstskole, og lever, så vidt jeg ved, i bedste velgående.

Ved etableringen af kunstskolen havde jeg en del kontakt med Århus Kunstakademi, der fungerede under den samme lovgivning.
Måske var mit arbejde for Aalborgs kunstliv den indirekte årsag til, at jeg i 1988 blev leder af Århus Kunstakademi, hvor jeg, inden pensionen, sad i lederstolen i mere end 12 år.

Efter et direktørskifte på Nordjyllands Kunstmuseum til mag.art. Else Bulow, fik vi et godt forhold til direktøren. Her var der langt større åbenhed overfor landsdelens kunstnere.
Senere blev en håndfuld ”Lokale kunstnere” repræsenteret på Nordjyllands Kunstmuseum og museet fulgte i videst muligt omfang udstillingerne i Aalborg Kunstpavillon.
Så de problemer, der startede Kunstpavillonen er tilsyneladende udraderet. Foreningen har nu for længst udtrådt sine barnesko, og kommet ind i voksenalderen.
Med disse ord vil jeg gerne ønske Aalborg Kunstpavillon til lykke med jubilæet, med det i gør her i byen, viser i en måde hvorpå man kan skabe kontakt, begge veje – mellem kunstnere og publikum. – og det bidrager til talentrekrutteringen og medvirker samtidig til en skærpelse af kvalitetssansen og lysten til kulturel virksomhed.
Jeg vil derfor slutte mit indlæg med et lille citat og herefter bede publikum udbringe et leve og et trefoldigt hurra for Aalborg Kunstpavillon.

Lad kunstpavillonen leve.
Giv den de bedste muligheder for at blomstre og visne,
så vil den trives og sætte overraskende nye skud.

Aalborg Kunstpavillon længe leve – hurra –hurra-hurra.

Leif Gissel

.