Anders Ørum skriver om jubilæet med et afsnit om visionsrummet forfattet af Marianne Rønnow
 

              Aalborg Kunstpavillon 30/35 år

Jubilæumsudstilling og jubilæumsmatiné

 

Efter en meget kort og intensiv forberedelsesperiode åbnede Aalborg Kunstpavillons jubilæumsudstilling den 5. oktober 2011 i Kunsthal Nord. Udstillingen kunne blot ses i dagene fra den 5. til den 8. oktober, og den blev set af op mod 500 besøgende. Som afslutning på udstillingen holdt kunstpavillonen en meget velbesøgt jubilæumsmatiné.

 

Udstillingen bestod af tre dele. I kunsthallens inderste rum havde Torben Wendelboe og Van Quang tilrettelagt en udstilling, der gennem dokumenter og Pavillonpublikationer i montrer, samt dias og udstillingsplakater trak den historiske linje op.  

 

I de to store udstillingsrum var der – med små forgreninger ud af rummene - en modereret salonophængning af værker af 42 medlemmer af Det kunstneriske Råd. Det var nu ikke blot ophængte værker, men også skulpturer, keramiske værker, objekter og værker, der kombinerede brugen af væg og rum. 

 

I det smalle ’passagerum’ bag de store rum var der opbygget et visionsrum med elektroniske værker, der blev projiceret skråt gennem plasticspiraler – og i et trefarvet ’modlys’, en slags drømmerum for fremtidige projekter.

 

Den dokumentariske del af udstillingen var indrammet af pavillonens betydningstunge symboler, Thorvald Odgaards Syndebuk, der med benbrud var hentet frem fra et af Aalborg Kommunes depoter, og Særker Sørensens skilt med den emblematiske fugl, der fik nye farver fra kunsthallens vægge. Udstillingen i montrene og de to diasserier koncentrerede sig om de markante brudflader og de store projekter i pavillonens historie. Diasserierne lod værkerne fra Kulturland 96 træde frem, desværre slet slørede (som erindringen) på grund af for meget lys i nicherne. Kulturland 96 var en meget omfattende og fremragende udstilling i det kvægtorv, der nu fremstår som en fortidens kulisse, og i den kedelhal, der nu er scene for mangfoldige aktiviteter i Nordkraft. (Det blev i øvrigt af Kirsten Ahlgren, at Kulturland 96 vist nok var inspirationen til Nordkraft). Plakaterne derimod afspejlede i grov kronologisk orden det brede spektrum og den fabelagtige differentiering i de flere hundrede udstillinger i Søndergade.

 

DKR-udstillingen

Udstillingen af værker viste et bredt udsnit af, hvad Det kunstneriske Råds medlemmer aktuelt arbejder med, og den havde også konturerne af en retrospektiv dimension, fordi flere kunstnere havde valgt lidt ældre værker, og fordi der var medtaget værker af enkelte afdøde DKR medlemmer. Udstillingen viste den store variation, der er i DKR-kunstnernes æstetiske udtryk, teknikker og brug af materialer.  Mange af de udstillende kunstnere figurerede også på plakatvæggene, så udstillingsgæsten kunne fornemme kontinuiteten (i de fleste tilfælde) og individualiteten i disse kunstneres produktion. Malerierne dominerede udstillingen, hvor de sammen med fotografier, keramiske billeder, et glasrelief og en akvarel var hængt op i klynger af beslægtede eller kontrasterende udtryk. Enkelte værker, f.eks. i form af ni træsnit med farvevariationer af det samme motiv og en konstellation af et fotografi af en gul stol, der korresponderede med en gul stol i rummet foran, dannede deres egne helheder.

Naturligvis spændte disse værker fra det pastose i farvetunge malerier til det svævende lette i landskabsfotografier over det konceptuelle i et maleri med objekt. Jeg skriver ’naturligvis’, for det er jo sådan vi kender den samlede profil af DKR-kunstnerne. Og når man ser tilbage på de tredimensionelle værker er der en lignende spænding mellem en næsten æterisk kurv strikket i sølv og den tunge granitskulptur med titlen Flügelmutter. De keramiske værker omfattede stramme former og fabulerende figurer med Næsehorn i parringsdans som en syntese af et stramt formsprog og en fabulerende figuration.

Visionsrummet

 

Rummet for fremtid og vision fremstod let. De tre spotlys, holdt i grundfarverne, gul, rød, blå, gav med deres modlys rummet et lidt diset, permorsagtigt udtryk. Det drømmeagtige blev understreget af de gennemsigtige krøllede spiraler, symbol på udvikling.
DKR kunstnerne inkluderedes i Kunstpavillonens fremtidsrum ved at deres kunstfotos, fotos af kunstprojekter og af kunstværker blev projekteret skråt hen af rummets langvæg.
For yderligere at inkludere DKR, medlemmer, kunstnere og udstillingsbesøgende, lå der farvekridt langs rummets vægge med en opfordring til at skrive visioner og ønsker på gulvet. Endelig var der med jævne mellemrum lagt udtørrede malerrester fra en rund palet ud på hele gulvet. De vidnede om mange timers arbejde foran lærredet og havde en samlende effekt på rummet.
Installationen fuldendtes af en 10 m. lang papirguirlande, som snoede sig fra det store udstillingsrum ind i fremtidsrummet. Et link mellem det bestående og det kommende.

 
 
 

Jubilæumsmatinéen

Op mod et par hundrede personer deltog i jubilæumsmatinéen eller beså udstillingen under matinéen.

Klokken 14 bød Kunstpavillonens formand, Ingelise Nørgaard, velkommen, efter at den gamle dirigentklokke havde lydt. Herefter gav PeterSawman, der havde tilrettelagt matinéprogrammet, ordet til Aalborg Kunstpavillons første formand, Bent Axel Olesen, der fortalte om, hvordan dehele startede med ham som formand for 35 år siden. 

Bandet spillede deres første sæt, der blev en god klangbund for en anden tidligere formand, Leif Gissels tale, hvori han humoristisk og velturneret blandt andet talte om dengang, bølgerne gik højt. Om starten på udstillingsvirksomheden sagde Leif Gissel: ”Aalborg kunstpavillon blev, efter en besværlig fødsel, en realitet. I efteråret 1981 kunne man indvie Aalborg Kunstpavillon i Søndergade 20 med en udstilling af 30 nordjyske kunstnere. Jeg husker det var daværende Borgmester Kaj Kjær, der klippede snoren, og han udtalte herunder bl.a. at Aalborg Kunstpavillon var et af de bedste kulturelle tiltag kommunen endnu havde støttet.” Senere i talen karakteriserede Leif Gissel den tidlige udstillingsprofil således: ” Udstillingerne var både med en enkelt kunstner (separatudstillinger), somme tider fik vi to eller flere til at slå sig sammen, således at der både var noget til gården og gaden, til gulvet og til væggene. Ind imellem blev der lavet gruppeudstillinger med etablerede sammenslutninger. Den lokale gruppe ”Sæhrimner” var en af de første grupper, der udstillede i Pavillonen.”

Syndebukken og Jens Jørgen Thorsen

Leif Gissel, der endnu ikke havde set, at Thorvald Odgaards Syndebuk var med på jubilæumsudstillingen, fortalte lidt af dens historie, der startede i 1986 på en Sæhrimnerudstilling: ”Keramikeren og multikunstneren Thorvald Odgaard havde til den udstilling bl.a. andet udført en buk i støbejern, som gennem årene kom til at føre en omskiftende tilværelse. Den blev så vidt jeg husker købt af Kommunen, den stod på en plade med hjul under og var en overgang placeret udenfor i Kunstpavillonens gård. Den blev kaldt syndebukken og ved diverse arrangementer i Aalborghallen blev den rullet ind på scenen og de kommunalpolitikere, der havde kvajet sig i årets løb, kunne få lov at få en ridetur på syndebukken, d.v.s. blive trukket hen over Aalborghallens scene for at blive renset og få aflad. De fik så en pris der hed ”Årets syndebuk”.”   

Leif Gissel knyttede ønsket om at ”gøre udstillingshuset mere folkeligt” sammen med et besøg af Jens Jørgen Thorsen. ”Et af midlerne hertil var at lave nogle arrangementer, der kunne trække flere medlemmer til. I denne periode havde jeg truffet provokatøren og multikunstneren Jens Jørgen Thorsen, der havde en udstilling på Dronninglund kunstcenter. Jeg spurgte om ikke han kunne tænke sig at holde et kunstnerisk foredrag uden honorar, i Kunstpavillonen. 
Det ville han gerne, men så skulle jeg til gengæld hjælpe ham med at få lavet en skulptur på Gammeltorv, foran Budolfi kirke. Han boede hos mig i en uges tid og startede med, på min skrivemaskine, at lave en beskrivelse af den skulptur, han kunne tænke sig.
Som jeg husker det, så skulle den være ca. tolv meter lang og otte meter høj, og bestå af den mængde bilvrag, der ca. blev skrottet i Ålborg på en dag. Der skulle være både masser af lys, lyd, bevægelse, og flere balkoner hvor folk kunne stå og kigge ud over byen. Det eneste vi manglede var bare en godkendelse fra Borgmesteren, kulturrådmanden, stadsarkitekten og politiet. Så i flere dage susede vi rundt til myndigheder og private kunstnere for at samle opbakning. Der var ikke rigtig nogle, der pladask faldt for ideen.  Da vi f.eks. kom ind på Rostrup Boysens kontor på museet, så vi lige bagdelen af museumsdirektøren der forsvandt ud af en anden dør. Men sjovt og spændende var det.” Leif Gissel fortalte meget mere og sluttede sin tale med:

”Lad kunstpavillonen leve.
Giv den de bedste muligheder for at blomstre og visne,
så vil den trives og sætte overraskende nye skud.”

 

Riga og Kulturland 96

Ordet blev givet videre til den tidligere formand og næstformand Kirsten Ahlgren, der efter at have fortalt om sin første tid i pavillonens bestyrelse og det såkaldte kup, der førte til indførelsen af folkelige arrangementer, lagde vægt på de spændende projekter, hun har været med i: Vi kastede os ud i musikindslag – lyrikoplæsninger mv. ved ferniseringerne. Vi arrangerede studieture – besøg i kunstnernes værksteder – medlemsfester. Mange husker de glade fester i malersalen med forskellige lokale jazzorkestre.” Et anden side af det spændende var udstillingsprojekterne: ”Jeg har været med til at arrangere mange spændende ting. Efter murens fald lavede Ole Terjesen sit Riga projekt, som gik ud på at hjælpe lettiske kunstnere. Han lavede en auktion over billeder doneret af medlemmer af det Kunstneriske Råd og pengene gik til kunstnere i Riga.

Vi udvekslede udstillinger og havde kunstnerbesøg fra Riga. Van Quang, Leif Lemmiche, Frank Bach og jeg var fx. en tur i Riga, da vi skulle sætte en udstilling op med det kunstneriske råd. Desværre var Ole ikke selv med. Han var død kort forinden, men hans kone og søn var med og vi fik en fantastisk modtagelse i Riga. (…)Det største vi lavede var Kulturlandudstillingen. I oktober måned for 15 år siden indtog vi både Nordkraft og Kvægtorvet. Alle DKR medlemmerne udstillede, kunstnere fra Riga var inviteret. Andre kulturinstitutioner i Aalborg deltog – teatre og musikgrupper. Det var et kæmpearrangement med 10.000 besøgende på 3 uger. Vi var nogle stykker, der var godt trætte bagefter. Selv om natten var vi i gang. For det regnede nemlig ned i kvægtorvet, så vi måtte flere gange ned og dække til. Og jeg tror også alarmen gik et par gange.”

Kirsten Ahlgrens erindringer om de glade fester i malersalen med lokale jazzorkestre dannede en fin optakt til bandets andet sæt.

 

Det var meget glædeligt at se, at så mange medlemmer og så mange tidligere bestyrelsesmedlemmer kom til matinéen, der stemningsmæssigt blev både muntert, dramatisk og nostalgisk farvet af tre tidligere formænds taler og af jazzen, der strømmede fra Lailas band.

Udbuddet af små hjemmelavede kulinariske specialiteter og udskænkningen af den rødvin, der har fulgt pavillonen i mange år, bidrog også til den afslappede og klassisk hyggelige stemning.

    

  

De udstillende kunstnere var

Tove Anderberg, Martin Barslev, Hanne Behrens, Kirsten Brøndum, Poul Bækhøj,  Ole Flyv Christensen, Peter G. Christiansen, Lars Brorson Fich, Lene Frederiksen, Søren Friis, Annette Gerlif, Karsten Hallberg, Ragn Joest Harbeck, Janice Hunter, Grethe Hvass, Signe Højmark, Erik Gamdrup Jensen, Leif Lemmiche, Annette Falk Lund, Britta Madsen og Søren Gøttrup, Birthe Markmann, Grethe Mariann Maurseth, Louise Maagaard, Mogens Otto Nielsen, Ninne Nielsen,  Tue Nørgaard, Ingelise Nørgård, Bent Axel Olesen, Per Lyngsaae Olsen, Carsten Schmidt-Olsen, Birthe Ohsten,  Marna Rix, Marianne Rønnow, Kristin Falck Saghaug, Hanne Marie Simonsen, Lars Skovfoged, Gorm Spaabæk,  Laila Stenderup, Kirsten Thellefsen, Dorte Visby, Dorthe Wendelboe, Anna Grethe Aaen.

 

I det aflange rum ved siden af den store sal, havde Marianne Rønnow og Kristin Falck Saghaug kreeret et fremtidsrum, hvor de dels opfordrede publikum til at skrive visioner på gulvet, og dels havde bedt DKR kunstnerne om i forvejen digitalt at indsende bud på både deres personlige fremtidsvisioner og  nogle bud på, hvordan de opfatter  Aalborg Kunstpavillons placering i kunstlivet i fremtiden.  

 

I de små rum bagerst i Kunsthallen havde Torben Wendelboe og Van Quang lavet en udstilling, der med dokumenter i montre, gamle udstillingsplakater og effekter fra Søndergade, viste Pavillonens historie.