PavillonNyt December 2010 - marts 2011

Læs om:

Medlemsaften
Syndebukkens fremtid
Nye DKR medlemmer
Kunstrejse til Beijing
Stort interview med Claus Brusen


Medlemsaften i Aalborg Kunstpavillon 11. november 2010

Som noget helt nyt prøver bestyrelsen fra Aalborg Kunstpavillon at spørge medlemmerne direkte, hvad man har af ønsker og forventninger til Aalborg Kunstpavillon efter at vi er flyttet til Nordkraft og deler lokaler med Kunsthal Nord.

Antal tilstedeværende: 40-50 personer

Efter en kort velkomst og orientering om, hvad der ellers foregår i Aalborg Kunstpavillon, gik vi til aftenens hovedtema.

Aftenens hovedtema.

Vi ønskede en debat om, hvad medlemmerne ønsker sig af Kunstpavillonen. Der var opstillet tre temaer: 1. Arrangementer, 2. Hjemmesiden, 3. I øvrigt. For at få en mere livlig diskussion, blev folk delt op i grupper og bedt om at komme med forslag, som grupperne diskuterede. Dernæst valgte hver gruppe det forslag, som de synes var det bedste.

1    Blog og debatforum på hjemmesiden, som alle kan skrive på.
2    Samtalekredse om kunst på græsniveau. Hver kreds bør bestå af 8-10 personer, hvis der melder sig flere oprettes der flere kredse
3    En udstilling eller happening, der virkelig sparker r.., som f. eks. Kulturland(1999), da Kunstpavillonen udstillede i både Nordkraft og på Kvægtorvet. Udstillinger i f. eks. gamle butikslokaler tror man ikke på
4    En-dagsture f. eks. Himmerland eller Gøteborg. Himmerland fordi der oftest har været ture til Vendsyssel, og Gøteborg, da der er mange fine kunstmuseer og afstanden er overkommelig.
5    Der ønskes et miljø i Kunsthal Nord, der tager imod. Flere udstillinger, kortere perioder.
6    Kunstbog, hvor alle DKR-kunstnere får f. eks. 2 sider til rådighed, som hver kunstner udfylder. Om vedkommende vil vise kunstværker, fortælle om sig selv eller noget helt tredie er helt op til kunstneren selv.

Aalborg Kunstpavillon takker for en indholdsrig aften. Vi synes selv, at den for Kunstpavillonens utraditionelle måde at diskutere på, gav en god debat med mange ideer og indslag, som vi vil tage til os, og arbejde videre med.

Mona Jensen - formand Aalborg Kunstpaviillon


Syndebukkens fremtid

Syndebukken, et kunstværk af Thorvald Odgaard, har i mange år stået som et vartegn for Aalborg Kunstpavillon foran indgangen, mens vi indtil august 2009 havde adresse i Søndergade 20. I forbindelse med flytningen blev Syndebukken stillet i depot. Der står den stadig.

Efter flytningen har vi undersøgt mulighederne for at få Syndebukken med til Nordkraft. Som for alle andre bofællesskaber, er der også regler for Nordkraft, og vi har fundet ud af følgende:
1    Syndebukken (eller lignende) må ikke opstilles permanent i Nordkraft´s fællesområder hverken indendørs eller udenfor.
(Vi kunne øve selvtægt og bare sætte den op, men ønsker vi, at DGI, Skråen, Azzurra m.fl. bare gør det samme? - Nej!)
2    Syndebukken må gerne opstilles i åbningstiden, hvis denne er flytbar f.eks. på hjul og kan køres i depot efter lukketid.
(Egne associationer til Lille Per med Elefant. Ikke Syndebukken værdig).
3    Syndebukken må gerne opstilles i udstillingslokalerne indenfor Kunsthal Nord.
(Dette vil være for markant for udstillingerne).
Min første tanke: ”Kan det være rigtigt, vi må gøre noget!!.
Min anden tanke:  ”Og hvad så? - Vi er på vej ind i en ny tid. Vi ønsker at gøre os fri af ”Alting var bedre i gamle dage” Vi bør måske i virkeligheden skilles fra ”Syndebukken”.
Syndebukken er et fint kunstværk, der selvfølgelig ikke bare skal kaseres, men måske er den også rede til at skilles fra Aalborg Kunstpavillon. Få en anden placering, et andet liv - Et sted i Aalborg.
Mona Jensen - formand Aalborg Kunstpaviillon


Nye DKR medlemmer

Astrid Witt
Astrid er en yngre kunstner, der er født og opvokset i Nordjylland  og stadig føler en stærk tilknytning til landsdelen, selv om hun nu bor en stor del af tiden i Spanien. Hun maler acryl og har deltaget i adskillige udstillinger både i Danmark og Spanien. www.astridwitt.com

Annette Falk Lund
Er født og uddannet i Tyskland, men flyttede i 1993 til Danmark, hvor hun fortsatte med at uddanne sig. Hun slog sig endeligt ned i Nordjylland i 2007.
Annette arbejder med oliemaleri og arbejder sideløbende som kunstnerkonsulent. www.falklund.dk    


Kunstrejse til Beijing

Kineserne er gennerelt nysgerrige og det er sjovt at iagttage deres ansigtsudtryk, når man fortæller at man kommer fra et land med eget sprog, egen valuta osv. Et land hvis samlede antal indbyggere svarer til en fjerdedel af Beijings befolkning. Det virker som de synes det er ret eksotisk men også lidt ubegribeligt.

Ma Ke signerer bøger - Foto Søren Gøttrup

Men forbløffelsen gik også den modsatte vej da vi var en lille flok på godt 30 kunstinteresserede danskere der i november tog turen til Beijing, hvor vi blev fyldt op til bristepunktet med indtryk. Vi oplevede et kontrastfyldt Kina i hastig forandring - en forvandling som også optog de kunstnere vi besøgte. Eksempelvis Ma Ke der varmede op ved at male kinesiske skrifttegn før han tog fat på sine tysk ekspressivt inspirerede malerier. Og i Qin Chongs atelier så vi hvordan han i nedtonede gråtoner malede kopier af europæiske mesterværker hvorpå han efterfølgende med brede sorte pensler malede spontant abstrakte strøg inspireret af den oldgamle kinesiske tush-tradition.

Quin Chong modtog os venligt og gav os et indblik i sine kunsttanker og arbejdsmetoder - Foto Søren Gøttrup

Besøg i private hjem gav indblik i hvor ydmygt mange kinesere stadig lever. Komplimentært besøgte vi vildt tjekkede kunstnerhjem, med atelier faciliteter, de fleste kunstnere herhjemme må nøjes med at drømme om.

Se flere af Søren Gøttrups fotos fra rejsen

Se nogle af Erik Meistrups fotos fra rejsen


Interview med Claus Brusen

Maler Claus Brusen har i nogle år drevet Galleri Fantasmus i Sæby, og været samlingpunkt for genren magisk realisme i Danmark, udgivet bøger og meget mere. I en samtale med Ole Flyv fortæller Claus bla. også hvorfor han nu har valgt at flytte sit galleri til København.

? OF Hvornår besluttede du dig for at blive kunstner?
!  CB Da jeg var teenager og begyndte selv at tegne inspireret af Salvador Dali og på det tidspunkt min ælste storebror (som holdt op da jeg for alvor kom igang) jeg ved ikke om jeg kan sige at jeg vidste på det tidspunkt at jeg ville være kunstner, men lang skole forløb det gad jeg ikke, så det skulle være i det kreative.

? OF Hvordan er du "havnet" i den genre du arbejder i?
!  CB Gennem musik branchen, i halvfjerserne fandtes de fedeste covers, dengang musik var nogle størrelser der var til at nyde, ikke kun musikken men også covers, det var en tid hvor pladecovers blev en del af ungdommen, man diskuterede symbolikken på disse covers i forhold til musikken og de udøvende kunstnere, nogle blev ikoner som Roger Dean, Patrick Woodroffe og Alan Aldridge. Samtidig var halvfjerserne en tid hvor plakater med special Salvador Dali flurerede og i kunsten på den tid malede man brunt i brunt i firkantede felter, måske med en kedelig gusten himmel, måske en ubestemmelig grøn klat kunne finde vej ind i disse værker som jeg husker fra barndommen/ungdommen, så det var f..... rart at se noget andet (næsten hvad som helst)

? OF Har du modtaget undervisning...hvordan har du udviklet din teknik?
!  CB Nej, jeg helt genneført nørd, jeg har kigget bøger og andet for at prøve at aflæse teknikker, det er selvfølgelig en langsommelig vej, men nogle år har jag malet rigtigt meget og det er den bedste træning, jeg har kollegaer der har malet i 10 år uden at nå ret langt fordi de har været opsat på at lave et godt stort billed, jag har også malet en masse lort, men det har stadig udviklet mig.
Det aller, aller vigtigste er at kunne tegne, for der lære man at se, glem alt om farver i den lære process, resten er jo bare at farvelægge, tø hø!!

? OF Beskriv din normale arbejdsproces lige fra ide til det færdige billede.
!  CB Jeg maler altid på plade da de små detaljer jeg har i mine billeder ikke kan lade sig gøre på lærreds struktur. Når pladen er grundet, smøre jeg tavlegrøn oliemaling på indtil pladen er dækket i et jævnt lag, når det er tørtbegynder jeg med at male hele scenariet i japansk gul (det giver toner i grøn på tavlegrøn plade) hele motivet bliver malet mere eller mindre færdigt i gul/grøn toner inden jeg derefter begynder at farvelægge billedet, afhængig af intensitet er der stor forskel på hvor mange lag hver enkelt ting i billedet får for at opnå det endelige resultat, til slut bliver billedet ferniseret, det ikke bare beskytter farverne, men får den ønskede dybde som er tiltænkt disse mørke skov billeder.
Denne proces er ikke den samme når det er lysere farvertoner som de billeder jeg laver med blå himmel, der er baggrunden som regel rød da det giver den flotteste blå himmel og der tegner jeg hele motivet op på hvid plade før jeg sværter den rød, så man kan sige jeg har 2 forskellige processer, hvor den mørke skov er den mest frie, det vil sige at motivet ikke er kendt for mig fra start til slut. Ved de lyse billeder er det mere eller mindre fastlåst når alt er tegnet inden det overhovedet kommer på plade.

? OF Udvikler du dine ideer direkte på pladen eller laver du skitser først?
!  CB Det er meget forskelligt, men som udgangspunkt har ideen sit eget liv uanset hvad jeg har tegnet op først, så selv om jeg laver en detaljeret tegning, så bliver det stort set aldrig sådant, eller blev det nok også lidt kedeligt (for mig).

? OF Er der et billede du anser som dit hovedværk?
!  CB Nej, ikke som sådant, jeg har lavet nogle store kompliseret værker som er milepæle i min karriere, men hovedværker som sådant har jeg svært ved selv at bedømme, jeg plejer at sige; Mesterværkerne har jeg ikke lavet endnu, når de er færdige så er jeg også!

Son de fleste nok kender Ckaus Brusen - vildt detaljerede skildringer fra alferiget Nactalius med et mylder af eventyrligt liv i skovens mørkegrønne dyb. Nactalius - Olie på hardboard - 110 x 170 cm.

? OF Fortæl om dit arbejde med andre kunstnere bla. at arrangere udstillinger.
!  CB Det at arrangere udstillinger kom sig af at jeg syntes at Danmark manglede at opleve hvad denne genre er for en størrelse, for mig er det ekstremt givende at arbejde med andre kunstnere i samme genre, men selvfølgelig er der også primadonnaer i vores lille felt, hold kæft hvor er de nedren og have med at gøre! Men generelt set, så oplever jeg kun positive reaktioner på at skabe et netværk her i norden for os særlinge.

? OF Du har jo stået bag en godt besøgt udstilling med Magisk Realisme i Aalborg Kunstpavillon tidligere kommer der flere af den slags her i Aalborg?
!  CB Det vil jeg da håbe, for en succes er ikke negativt som man ellers har på fornemmeren i kunstbranchen, man må ikke lefle for pøbelen og gøre noget populært, tænk tanken hvis det også fandtes i musikkens verden så var rockmusikken bandlyst og YT, så var der sgu’ ikke meget sjovt i tilværelsen. det behøver jo ikke nødvendigvis være underlødigt fordi det er populært?

Men Claus Brusen har også en mere satirisk side som i serien Kinder Surprise. Her Adult Toys - 30 x 30 cm - Olie på hardboard. Er det rollemodeller - og for hvem?

? OF Hvem henvender Magisk Realisme sig til?
!  CB Alle! Jeg har børn helt ned til 5 års alderen og oldinge på op til 100, der får så meget ud af denne genre, selvfølgelig ikke alle værker er lige nemme, men generelt er det jo meget nemt at få en holdning til eftersom du kan se hvad det forestiller, selvom du måske ikke forstår det, så det må siges at være for alle, er "Lord of the Ring" kun for få??? Jeg mener vi alle har en skjult side hvor disse fantasier ligger og lurer, så at se noget malet af andre kan fremprovokere egne vanvittige fantasier, måske er det farligt???

? OF Fantasmus dit nye galleri i København er lige åbnet hvordan tager Københavnerne imod denne genre? hvornår er næste udstilling og med hvem?
!  CB Det virker godt fra starten, jeg er allerede blevet bedt om at lave kunstaftener og har fået nye kunder, så alt i alt er det nok den bedste beslutning jeg har truffet meget længe. Næste udstilling udover en Jule weekend den 17.-18. og 19. december (med gode tilbud på tryk og bøger og lidt juleknas) så er næste egentlige udstilling med Carsten Svennson, 85 år ældre herre der aldrig har haft separat udstilling i gallerisammenhæng (har flere gange haft på Skive Kunstmuseum) 15. januar 2011 lukker vi dørene op for én på hatten. Carsten spidder alt og alle og det lægger vi ikke skjul på ved denne udstilling og selvom Carsten gør tykt nar af Kongehuset, ja så forhindrer det ikke HKH Prinsgemalen at syntes godt om dette, så nu må vi se om vi endnu engang for Royalt besøg.

? OF Fortæl om dit arbejde med at udgive bøger om kunst.
!  CB Det at udgive bøger kom som en biting, det startede med et katalog til første udstilling jeg arrangerede "H. C. Andersen+", derefter kom udgivelsen af min egen bog som udkom samme år og blev designet af en hollænder jeg kom til at kende, som arbejdede med tryk og lavede design til kunstbøger.
Vi blev enige om at prøve et projekt af som jeg havde haft i hovedet i et par år, men kom hurtigt uoverens om økonomi (som altid) men idéen var vakt, en bog der viser genren Magisk Realisme og som udkommer en gang om året, næste er IMAGINAIRE 4. egentlig 6 bog i serien, men jeg startede med nyt navn for 4 år siden og idag er det Tegner Bruno der designer den for mig.
Det fede er at man bliver lige pludselig viklet ind i andre projekter hvor man igen kan bruge sin egen kunst.
Så jeg kan kun sige at udgive disse bøger giver en masse gode oplevelser og knap så mange penge, men hva' f.. vi kan jo heller ikke få mammon med herfra!

Claus Brusens hjemmeside

Galleri Fantasmus hjemmeside