Aalborg Kunstpavillon skal stå for udstillingen Tilstedeværelse - Fraværelse i Kunsthal Nord i sommeren 2012. Vi havde lyst til at lave en utraditionel, grænseoverskridende udstilling ihukommende Asger Jorns udsagn

"Hvis man ikke går for vidt, er der ingen grund til at gå" 

 

I slutningen af august fik alle DKR medlemmer følgende indbydelse:

 

 

INDBYDELSE
 
Sommerudstilling 2012
  8/6 - 5/8

Aalborg Kunstpavillon bad i foråret multikunstneren og DKR medlemmet Carsten Schmidt-Olsen om at være med til at udarbejde et udstillingsforslag til sommerudstillingen 2012 i Kunsthal Nord. Det kom der følgende forslag ud af:

Tilstedeværelse – Fraværelse
 

Kan man være til stede, samtidig med at man er fraværende? Når et par strejf af farve på en plan flade eller et par objekter i et rum bliver kaldt kunst, skyldes det vel  den  usynlige tilstedeværelse, den personlige energi fra kunstneren. Minimalisterne arbejdede med, hvor lidt der skulle til, for at der opstod et værk.

 Carsten Schmidt – Olsen   vil undersøge det modsatte. Kan en enkelt kunstner bruge energien fra andre kunstneres værker til at frembringe et selvstændigt kunstværk? Carsten  vil lave en totalinstallation, der bliver hans kunstværk. Men byggeklodserne vil være andre kunstneres værker. Installationen vil blive en undersøgelse af, om han med andre kunstneres personligt udførte værker, vil kunne skabe et værk, der fremstår som hans eget. Og af om den energi og personlighed, der ligger i de deltagende kunstneres værker, stadig vil være til stede i det nye værk. Installationen kommer til at fylde den store hal, samt det i forlængelse liggende højloftede rum i Kunsthal Nord. De enkelte kunstnere vælger selv hvilke og hvor mange - flere er bedre end færre - værker, der skal indgå. Der er ingen begrænsning på arten, størrelsen eller materialerne for de enkelte kunstværker, og alle indsendte værker kommer i brug. Alle deltagende kunstnere vil blive krediteret med navns nævnelse i pr. materialet.

Det er en utraditionel måde at deltage i en udstilling på, og vi vil gerne så tidligt som muligt vide, hvor mange der har lyst til at være med. Derfor beder vi om en uforpligtende tilmelding senest 1. oktober i år. Der vil senere blive indkaldt til et møde, hvor Carsten vil præsentere sin ide og besvare spørgsmål. Men det er ikke en forudsætning for deltagelse, at man deltager i det møde.

 Forhåndstilmelding senest 1. oktober   til info@kunstpavillon.dk , tlf. 98121163 eller som brevpost til Aalborg Kunstpavillon, Kjellerups Torv 5,2   9000 Aalborg.

 Venlig hilsen
Bestyrelsen
 
DKR medlemmer kan stadig forhåndstilmelde sig, og alle DKR medlemmer vil blive indbudt til et møde i januar,hvor Carsten med billeder og ord, vil uddybe ideen og gå i dialog med potentielle deltagere.